Tidligere events

“It Takes All Kinds To Make A World”

Fredrik Lundin & Odense Jazz Orchestra

It Takes All Kinds (to make a world)” – et samarbejde mellem Odense Jazz Orchestra og saxofonisten, komponisten og arrangøren Fredrik Lundin er et pluralistisk projekt.

I titelnummeret til det albummet, som udkom i 2022 – en hyldest til diversitet, biologisk såvel som human – bliver elskovssangen fra den sidste overlevende hawaiianske Kauaʻi ʻōʻō-fugl til storladent desperat musik for hele orkestret og dets solister.

Som kontrast inviterer orkestrets basklarinetist os i “Walk With Me, My Friend” på en lang, kontemplativ vandretur gennem et (for det meste) fredfyldt sensommerlandskab af rislende åløb, fuglefløjt, insektsummen og vind i græs og blade.

Der er også musik til imaginære sort/hvide polske film fra 60’erne og til Mervyn Peaks´ forunderligt dystre romantrilogi, Gormenghast. Der er et hiphop-influeret klima-call to arms og en køn og behagelig koral, der vender vrangen ud på sig selv og viser sit sande, mørkt farvede indre. Der er sære instrumenter, man meget sjældent møder i bigband-sammenhæng som kontrabasklarinet, trækharmonika, flugabone og dobro, el-saxofon og synthesizers.

Dette er meget langt fra traditionel bigband-musik. Det er et bud på en ny og anderledes musik for stort orkester, hvor man kan risikere at møde det ukendte i det kendtes forklædning.

Komponist, arrangør og solist: Fredrik Lundin

 

Jazz Summit 2026

To internationale solister møder Odense Jazz Orchestra. Når Jazz Summit vender tilbage, bliver det med den græske multikunstner Magda Giannikou og den estisk-danske jazzsanger og komponist Karmen Rõivassepp i centrum.
Læs mere

Oplev Loren Stillman live i Danmark

Med en frisk udgivelse i bagagen indtager vi nu livescenerne og præsenterer vores nye fælles udgivelse. Albummet udkom allerede i januar, men det har ikke været muligt at få Stillman til landet før nu. Vi glæder os til besøget og at genbesøge musikken. Odense Ja...
Læs mere